Tandbehandlinger

Tandbehandlinger

Som tanddyrlæge i Dyrlægehuset Arkens tandklinik har jeg to klare anbefalinger til dig:

  1. Lær dit dyr at få efterset tænder og få dem børstet – helst fra de er helt små.
  2. Hvis dit dyr har dårlig ånde, savler mere eller generelt ændrer adfærd, bør du kontakte en tanddyrlæge. Det er IKKE normalt at dyr lugter ud af munden og får brune belægninger, heller ikke selv om dyrene er gamle.

Næsten dagligt oplever jeg, hvilken forskel mit arbejde som tanddyrlæge gør, for dyrenes ve og vel. – Dyrene fortæller dig IKKE, at de har tandpine; de piber og hyler ikke, de spiser stadigvæk. Men måske sover de mere, savler lidt, lugter fra munden, passer ikke deres pels så godt. Og helt tydeligt bliver det først for dig, når de kommer hjem fra tanddyrlægen og pludselig opfører sig som en hvalp eller en killing igen.

Tanddyrlæge Else Langkilde har gennemgået et flerårigt og intensivt træningsprogram inden for tandbehandling via "European School for Advanced Veterinary Studies", ESAVS, Luxembourg. Vores special uddannede tand-team gør, at vi har særligt fokus på tænder og at du hos os kan få behandlet din hund, kat, gnaver eller kanin for sygdomme - også i tænder og mundhule. Det betyder at alle undersøgelser og behandlinger involverer en undersøgelse af mundhulen. Vi bestræber os på, at alle dyreejere skal være bevidste omkring dyrenes tænder og mundhule og vores mål er at lære så mange hunde - som katteejere at børste tænder på deres dyr. 

I Dyrlægehuset Arkens tandklinik tilbyder vi:

  • Gratis tandeftersyn uden bedøvelse, hvor du får en umiddelbar vurdering af patientens tænder samt informationer om, hvad du skal holde øje med og hvad du selv kan gøre, for at forebygge. Samtidig får du her et prisoverslag for, hvad eventuel behandling vil koste.
  • Rutinemæssige tandeftersyn m. ultralyds tandrens, dybderens af lommer og efterpolering i fuld narkose. Der bliver udarbejdet et komplet tandkort for alle patienter m. tilhørende evt. tandrøntgenbilleder
  • Tandbehandlinger af tilbageholdte mælketænder, tandcyster, paradontose, tandfrakturer og tandresorptioner.
  • Tandeftersyn og tandbehandlinger hos kaniner og marsvin.
  • Mere avancerede behandlinger som rodbehandlinger og mundhule kirurgi foretages ligeledes
  • Tandrøntgen er helt uundværlig som diagnostik af tandlidelser og vi har super moderne digitalt apparatur hvor vi kan se selv små detaljer.

Tænder er ligesom små isbjerge – du ser kun dét der stikker ud under tandkødet. Resten må undersøges ved brug af tandrøntgen og undersøgelse med ”tand-probe”, der måler lommer og afslører hvor meget tandkødet bløder. Hvis man laver tandrens uden at gå i dybden med sin sonde og uden at tage tandrøntgenbilleder, når det er påkrævet, så kan man lige så godt lade være.